« Globalisering, mänskliga rättigheter, fackliga rättigheter - Dan Gallin (2001) | Main | Inte med en smäll utan med gnäll – Dan Gallin (2004) »

Strategier for Arbejderbevægelsen - Dan Gallin (2003)

fra Konferencen faglig globalisering
20.-22. august 2003
LO-skolen, Helsingør, Danmark

5. STRATEGIER FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN

Ved Dan Gallin, Chair, Global Labour Institute, Genève

Arbejderbevægelsen har forskellige mål på forskellige niveauer. Kernen i arbejderbevægelsen er selvfølgelig at sikre arbejdernes grundlæggende interesser: ordentlig løn, ordentlige arbejdsforhold, sikkerhed i forbindelse med arbejdsløshed, sygesikring mv. Hovedparten af disse forhold kan sikres gennem forhandlinger og aftaler.

Men aftalerne kan ikke stå alene. Hvis de grundlæggende rettigheder skal sikres må de gælde for alle arbejdere, også de der ikke er organiseret. Det er derfor nødvendigt med en lovgivning på området. Det andet mål for arbejderbevægelsen, den anden koncentriske cirkel, er således at sikre sociale rettigheder for arbejdere og befolkningen som helhed. Men også politiske rettigheder – kampen for et demokratisk retssamfund med lige rettigheder; lige stemmeret, ytringsfrihed, ret til uddannelse, organisationsret mv. har været væsentlig for arbejderbevægelsen.

Historisk set har arbejderbevægelsen været internationalt orienteret og haft internationale målsætninger. Den simple logik bag er, at de kampe arbejderbevægelsen har kæmpet og de resultater den har opnået, altid er under trussel så længe der findes undertrykkelse af arbejdere sted. Den første internationale sammenslutning af fagbevægelser blev således dannet med henblik på at koordinere en fælles kamp mod strejkebrydere. Dette er den tredje koncentriske cirkel – erkendelsen af at de fælles interesser forener arbejdere over hele verden – ikke kun på den enkelte arbejdsplads, i den enkelte industri, det enkelte land, den enkelte region, men overalt til hver en tid.

Spørgsmålet er hvilken strategi der i dag er den rigtige for arbejderbevægelsen. Der er en dyb følelse af interessefællesskab blandt arbejderbevægelsens medlemmer. Arbejderbevægelsen har en fælles sag og er afhængig af samarbejde, hvis frihed og retfærdighed skal sejre bredt. En anden betegnelse herfor er solidaritet.

Ingen steder er arbejdernes rettigheder blevet sikret uden en kamp. Omstændighederne har været vidt forskellige, men det er vigtigt at understrege, at sociale relationer altid er magtrelationer. Udkommet af disse relationer, hvad enten de afspejles i kollektive forhandlinger, lovgivning eller anden form for regulering af forholdet mellem parterne, afhænger af det eksisterende magtforhold og udkommet følger således udviklingen i magtforholdet.

Det er sket store skift i de globale magtforhold i løbet af det sidste århundrede. En af de mest markante ændringer fandt sted i kølvandet på Anden Verdenskrig. En anden ændring er det vi betegner globalisering. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig tegnede det lyst for arbejderbevægelsen. Arbejdsgiversiden stod ikke nært så stærkt, idet mange havde tjent på krigen. Generelt var den politiske stemning anti-kapitalistisk. Arbejderbevægelsen tog aktiv del i det ideologiske projekt der skulle sikre arbejderne på lang sigt – opbygningen af en velfærdstat baseret på lighed. Frem til 1980’erne blev magtforhold forhandlet på nationalt niveau og kapitalens magt blev begrænset af lovgivning og afhængigheden af de nationale markeder.

I 1980’erne rystede den faste jord under nationaløkonomierne. Afslutningen på den kolde krig faldt sammen med afslutningen på efterkrigstidens massive økonomiske boom. Massearbejdsløshed bredte sig i de industrialiserede lande som følge af oliekrisen, Berlinmuren faldt i 1989, Sovjet blev opløst i 1991. På godt 10 år blev verdensøkonomien fundamentalt forandret – fra en samling af nationaløkonomier sammenholdt af handels-, investerings- og kreditnetværk til en integreret grænseløs global økonomi. Nationalstaternes autonomi og styrke er svækket mens den transnationale kapital har fået stadig større magt. På det globale arbejdsmarked er arbejdstagere blev tvunget til at konkurrerer imod hinanden.

Den transnationale kapital har løsrevet sig fra samfundet og søger således hurtig profitmaksimering hvor som helst i verden. Den former verdensøkonomien i sin egen interesse – hvilket støttes af såvel den amerikanske som af de førende europæiske regeringer. Reaktionen herpå har været en nedadgående spiral med faldende løn og ringere arbejdsvilkår, nedskæringer i den sociale velfærd, stigende arbejdsløshed mv. Konsekvensen heraf er bl.a. voksende social ulighed, underminering af det sociale sikkerhedsnet, stigende fattigdom på verdensplan og et stadig større miljøproblem. Og ifølge regeringer og deres internationale institutioner bliver det ikke bedre, der er ikke udsigt til vækst i levestandarden, mere frihed, højere livskvalitet – tværtimod.

Globalisering som et produkt af den teknologiske udvikling er muligvis uundgåelig, men det politiske modspil hertil og hvordan samfundet skal reagere på den, afhænger dybest set af, hvilke beslutninger vi dødelige mænd og kvinder træffer. Udfordringen for arbejderbevægelsen og de, der mener at den globale økonomi skal tjene menneskeheden, er, at organisere sig i fællesskab i den magtkamp, der vil determinere morgendagens globale samfund. Vi må vise vejen til, hvordan den globale økonomi kan tjene den fælles velfærd.

Internationalt set har arbejderbevægelsen været dårligt forberedt på den nye situation. Arbejderbevægelsen har vendt blikket mod fortidens kampe frem for mod de nye udfordringer. Hovedproblemet for den internationale arbejderbevægelse er at de mangler opbakning fra de nationale forbund, der er alt for orienterede mod nationale spørgsmål i en tid, hvor kapitalen både tænker og handler globalt. Der er brug for at vi internationaliserer arbejderbevægelsen – og vi må begynde med os selv, med vores virksomheder, SU, forbund.

Der er brug for information omkring den globale økonomi, det globale samfund, den globale politik og om internationale aktiviteter i fagbevægelsen. Den danske fagbevægelse informerer ikke om det der er relevant. Der rapporteres sjældent om fagbevægelsens internationale aktiviteter – og hvis endelig, handler det om hjælpearbejde i fattige lande. En kilde til relevant information er www.labourstart.org. De tillidsvalgte må også lære at beherske det engelske sprog.

Det er også bydende nødvendigt at arbejderbevægelsen overvejer hvad internationalisme egentlig betyder. Kernen i den internationale arbejderbevægelse er dybest set, at arbejdere verden over har fælles interesser, hvorfor gensidig støtte eller solidaritet er såvel en moralsk forpligtelse som en fælles overlevelsesstrategi. Dermed adskiller solidaritet sig fundamentalt fra velgørenhed.

De sidste mange år har forestillingerne om en international arbejderbevægelse været forurenet af humanitære indstillinger og værdier. Internationale aktiviteter i fagbevægelsen har været præget skyldfølelse. Den udviklingshjælp, der er givet som følge af skyldfølelse, har svækket solidariteten og undermineret organiseringen. Men det er stadig disse skyld/velgørenheds-tanker der ligger til grund for de bilaterale faglige udviklingsprogrammer, som fagbevægelsen er væsentlige aktører i. Disse programmer er drevet af politiske behov frem for af reelle behov. F.eks. har den massive støtte til arbejderne i Nicaragua ikke styrket fagbevægelsen, tværtimod, i dag fremstår den svækket og splittet. De mange ressourcer der er brugt i Nicaragua kunne måske i stedet være brugt i Mexico, der rent faktisk, i modsætning til Nicaragua, spiller en betydningsfuld rolle i den globale økonomi. Arbejderbevægelsen må indse at internationalisme skal bygge på solidaritet, ikke velgørenhed, og bevægelsen må sigte mod større troværdighed og effektivitet i dens målsætninger.

En kerneopgave i den internationale fagbevægelse er at få organiseret arbejderne i de transnationale virksomheder. De transnationale virksomheder er dominerende på den verdensøkonomiske arena, men også på den politiske, idet de har stor indflydelse de beslutninger der træffes i regeringer, internationale finansielle institutioner, WTO og EU. En af de væsentligste strategiske målsætninger for arbejderbevægelsen er helt klart at øge organiseringsgraden på det globale arbejdsmarked. I den sammenhæng er et af de mest effektive midler, at organisere de transnationale virksomheder – herigennem kan arbejderbevægelsen få indflydelse på den globale dagsorden.

Som følge af den stigende internationalisering af virksomheder står lokale tillidsrepræsentanter ofte i forhandlingssituationer omhandlende f.eks. outsourcing eller udflytning af produktion til andre lande. Der er derfor et udtrykkeligt behov for at den enkelte TR og forbund kan udveksle erfaringer og information på tværs af landegrænser.

Den internationale fagbevægelses modspil til denne udvikling har været forhandlinger af internationale rammeaftaler. Disse aftaler omhandler i hovedtræk generelle principper vedr. arbejdernes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt, eliminering af tvangs- og børnearbejde mv. Rammeaftalerne skal ikke erstatte de lokale forhandlinger, men derimod sikre, at de helt basale rettigheder overholdes i alle virksomhedens enheder. Hvis aftalerne skal fungere effektivt må der være mulighed som at følge op på, hvorvidt de overholdes og hvordan de håndteres.

Mange virksomheder har formuleret etiske adfærdskodeks, som i nogen udstrækning kan være overlappende. Den fundamentale forskel på rammeaftalerne og disse kodeks er, at kodekserne er ledelsesdefinerede og -erklærede, hvorfor ledelsen også kan vælge at skrinlægge dem igen.
Der findes pt. omkring 30 internationale rammeaftaler og antallet er konstant stigende. De globale faglige organisationer har brug for flere ressourcer til at løfte opgaven med forhandling og overvågning af rammeaftalerne.

Der er knytter sig nogle centrale spørgsmål til de europæiske samarbejdsudvalg og den måde de er konstrueret på i dag. For det første er der forhandlingsspørgsmålet, der skyldes at ESU i EU-direktivet ikke defineres som et formelt forhandlingsorgan. ESU er dannet med henblik på ”information og konsultation”. Fagbevægelsen bør arbejde for, at der kan tages visse forhandlinger i ESU.

For det andet er der det faglige spørgsmål. I ESU-direktivet omtales de faglige organisationer slet ikke. Fagbevægelsen har kæmpet for at medarbejderrepræsentanter i ESU også er faglige repræsentanter, men det slag er ikke vundet. ESU uden faglige repræsentanter er sårbare i forhold til manipulation fra ledelsessiden. Den væsentligste årsag til at der er brug for faglige repræsentanter i ESU er dog, at dette vil sikre den nødvendige repræsentation af arbejdernes fælles langsigtede interesser.

For det tredje er der det geografiske spørgsmål. Problemet er at direktivet formelt kun gælder for EU-landene – det er op til parternes egen forhandling, hvis aftalerne skal række udover EU’s grænser. I forbindelse med de central- og østeuropæiske lande, hvor fagbevægelsen er svar, lønnen er lav og arbejdsforholdene miserable, bør man kæmpe for at få dækket af aftalerne. Men på et generelt må den europæiske fagbevægelse også rette kræfterne udover Europas grænser.

Det britiske Transport and General Workers Union har i samarbejde med Workers Education Association investeret mange ressourcer i at udvikle kurser for TR i globalisering og udvikling. Denne type uddannelse kan styrke det faglige arbejde i de transnationale virksomheder. Kurserne er fokuseret på udvikling af internationale rammeaftaler som et praktisk redskab i kampen for arbejderes rettigheder. Kurserne er udviklet i samarbejde med de globale faglige sammenslutninger og er møntet på forskellige sektorer, som f.eks. fødevare- og landbrugsindustrien, tekstil og beklædningsindustrien mv. Information findes på www.tgwu.org.uk (klik på ”education in international development”).

I september 2002 afholdte International Federation of Workers Education Associations (IFWEA) det første internationale seminar om uddannelse i det faglige system i forhold til globalisering. IFWEA har også udviklet en metode (International Study Circle) til at styrke den globale organiseringskapacitet i fagbevægelsen, særligt i transnationale virksomheder. Studiekredsene, der bl.a. er internet-baserede, er en måde at bygge netværk mellem faglige repræsentanter på tværs af grænser. Man kan kalde en studiekreds for et virtuelt SU.

Det er altafgørende at arbejderbevægelsen styrker indsatsen i forhold til organisering af arbejdere på de transnationale virksomheder. Men det er ikke nok i, hvis der skal rykkes ved den globale magtbalance. Arbejderbevægelsen må indgå alliancer med andre samfundsmæssige aktører – den internationale fagbevægelse kan styrke sin position herigennem.
Vi er i dag vidner til massedemonstrationer af en global karakter som vi aldrig har set før. Mere end 10 millioner mennesker demonstrerede mod krigen i Irak. Tidligere har vi set verdensomspændende demonstrationer i forbindelse med WTO topmøder. Dette er udtryk for at en global ”retfærdigheds-bevægelse” rejser sig under kampråbet: En anden verden er mulig”.
Arbejderbevægelsens organisationer skal tage part i denne globale retfærdighedsbevægelsen – men det fordrer at fagbevægelsen afklarer sine oprindelige værdier og mål i forhold til de politiske principper, der slås for.

For det første er der spørgsmålet omkring menneskerettigheder. På overfladen er det et simpelt spørgsmål, for selvfølge er fagbevægelsen for menneskerettigheder. Men er vi egentlig? Det største diktatur i verden i dag, der samtidig udgør den største trussel mod arbejderbevægelsen, er Kina. En væsentlig del af de globale investeringer, herunder mange danske virksomheders udenlandske investeringer, foretages i Kina. Det skyldes at lønomkostninger er ekstraordinært lave i Kina. De kinesiske arbejdere er blandt de mest undertrykte i verden. Årsagen hertil er først og fremmest, at frie fagforeninger er ulovlige i Kina. De såkaldte faglige organisationer i Kina er statskontrollerede og altså en del af undertrykkelsessystemet. Man skulle således tro at den internationale fagbevægelse ville støtte op om de modige kinesiske arbejdere, der forsøger at organisere frie forbund. Men det er ikke tilfældet. Eksempelvis besøgte en ledende skikkelse i den danske fagbevægelse sidste år Shanghai i Kina. Her mødtes han med ikke med legitime repræsentanter for arbejderne, men derimod med statslige repræsentanter. Fagbevægelsen har således ingen troværdighed i forhold til menneskerettighedsspørgsmålet.

Det andet store spørgsmål er kvindespørgsmålet. Historisk set har forholdet mellem fagbevægelsen og kvindelige arbejdere været problematisk, men i dag organiseres flere og flere kvinder verden over. Men en anden dimension af kvindespørgsmålet knytter sig til væksten i den uformelle økonomi, hvor beskæftigelsen er ureguleret og ubeskyttet. Hovedparten af arbejderne i den uformelle økonomi er kvinder, og i den forbindelse må de faglige organisationer indgå et samarbejde med kvindebevægelsen. En international strategi for arbejderbevægelsen bør være kampen for organisering af den uformelle økonomi.

Det sidste spørgsmål knytter sig til arbejderbevægelsens politiske dimension. I mange lande er forholdet mellem fagbevægelsen og deres historiske allierede – de socialdemokratiske partier og arbejderpartierne – blevet mere og mere problematisk. Som situationen kan det traditionelle forhold ikke opretholdes. Men det betyder ikke at fagbevægelsen ikke behøver en politisk dimension – tværtimod, for alle faglige aktiviteter er i inderste natur af politisk karakter. Men det betyder, at fagbevægelsen må genopfinde sin politik med udgangspunkt i sine medlemmers interesser. Man kan også sige, at fagbevægelsen skal genoptage den demokratiske socialisme som et alternativ til ’den nye verdensorden’ – og ikke blot agere ambulanceservice for ofrene for den transnationale kapitals bevægelser.

Det første skridt må være, at definere hvad der er et legitimt formål i en social organisation, lokal såvel som global. Med andre ord skal det slås fast, at enhver virksomhed eller økonomisk system er kun legitimt så længe det tjener den humane velfærd i sin bredeste betydning, dvs. tjener tilfredsstillelse af menneskers basale behov (ikke kun mad, bolig og klæder, men også retfærdighed, lighed, frihed, lov og ret mm.). Disse værdier og basale rettigheder udgør et radikalt demokratisk program i diametral modsætning til det nuværende hegemoniske neo-liberalistiske. Arbejderbevægelsen bør kæmpe for dette demokratiske program på alle niveauer og med alle midler.


Udpluk af spørgsmål fra salen:

Hvordan kan vi arbejde på alle niveauer? Vi tillidsrepræsentanter bliver på lokalt plan mødt af politikere, der siger, at vi ikke kan påvirke den globale økonomi.Svar: Lokalpolitik er vigtig! Vi opgiver f.eks. ikke lokalpolitik fordi beslutninger er flyttet herfra til EU. Vi må ikke falde for argumentet om, at vi alligevel ikke har indflydelse – det er ikke rigtigt. NGO’er er f.eks. blevet stærke og det er et bevis på at opinionen er magtfuld. Vi må benytte os af at der er to opinioner i verden – den amerikanske og verdenssamfundet.

Findes der lande hvor fagbevægelsen forsøger at hjælpe de kinesiske arbejdere?Svar: Ja, de britiske, hollandske og amerikanske fagbevægelser arbejder mere seriøst på at støtte de kinesiske arbejdere. Jeg ville ønske at den danske fagbevægelse også ville fokusere sin energi på dette spørgsmål.